Forbedret Xbox 360 snart?

Mindre varm og med HDMI
Tekst: Mikael Hansen
Publiceret 2007-08-02

Det har kun været en spørgsmål om tid før Microsoft ville lancere en ny udgave af deres Xbox 360, der indeholder de nye 65 nm (nanometer) chips, som reducerer strømforbruget og varmeudviklingen væsentligt. Og nu ser det ud til, at vi snart får dem at se.

Charted Semiconductors, som laver disse chips, kunne i hvert fald fortælle, at de har været i produktion gennem de sidste to kvartaler, og derfor må det nye system, med kodeordet Falcon, altså være lige på trapperne. Dette har sandelig sat gange i rygtebørsen, som fortæller at de små prissænkninger, der er begyndt at vise sig i USA, skal bruges til at tømme butikkernes lager.

Senere på efteråret skulle Microsoft så angiveligt indføre de nye systemer over hele linjen, altså både for Core, Premium og Elite udgaverne af maskinen. Disse nye systemer skulle udover de nye 65nm chips samtidig indeholde et mere stille DVD-drev og en HDMI-udgang, som kun Elite modellen har haft hidtil.

Hvor meget af dette som rent faktisk passer vil tiden vise, men mest interessant er det måske, at Charted Semiconductor samtidig kan fortælle, at arbejdet på de endnu mindre 45nm chips er begyndt og forventes klar i slutningen af 2008 eller starten af 2009. Disse chips vil være en halvering af den oprindelig størrelse og med disse kunne man sagtens forestille sig, at selve Xbox 360 maskinen også skrympes i størrelse. Dette er der dog lidt tid til endnu.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage