Som bekendt afslørede Sony i går at de ikke deltager ved E3 2019, som er første gang i de 24 år messen har eksisteret. Dette har tydeligvis rystet Entertainment Software Association (ESA), der planlægger messen hvert år, en smule, for de har nu udsendt en pressemeddelelse hvor de fortæller mere om præcis hvem der kommer.
Denne pressemeddelelse er blevet sendt til Gamereactor, og her fremgår det at mellem d. 11 og 13 juni næste år vil E3 2019 blive befolket af Nintendo of America, Activision, Bethesda Softworks, Capcom, Epic Games, Konami Digital Entertainment, Square Enix, Take-Two Interactive Software, Ubisoft og Warner Bros. Interactive Entertainment. Desuden afholder Microsoft en E3-pressekonference i år i stedet for en begivenhed sideløbende som sidste år.
Som sædvanlig er Rockstar, Blizzard og Electronic Arts ude, men EA forventes at afholde EA Play samtidig. Nu hvor E3 har mistet Sony har de tænkt sig at ekspandere i andre retninger, og pressemeddelelsen lover et "expanded emphasis on featuring never-before-seen content, immersive new experiences for attendees" og "an expanded presence for burgeoning video game sectors, including esports and the independent video game development community"