Selvom vi ikke var ovenud imponerede over Resistance: Fall of Man, så er spillet sammen med Motorstorm, de to største succeser på PlayStation 3 ved lanceringen af konsollen. Derfor er det heller ikke så overraskende, at Insomniac Games muligvis er i gang med en toer - og skal man tro en person kaldet Surfer Girl, så er det stensikkert.
Ifølge han/hun så hedder spillet Resistance: Fall of Man 2, og ikke Rise of Man som flere rygter tidligere har påstået. Anden del skulle angiveligt foregå udelukkende i Amerika, hvor en ny hovedperson (altså ikke Nathan Hale) skal slå invasionen af Chimera tilbage. Dette skulle ifølge Surfer Girl foregå i byer som San Francisco og Chicago. Der skulle desuden være køretøjer med i multiplayer i denne omgang.
Surfer Girl afslutter med at sige, at spillet ender med et kæmpe cliffhanger-øjeblik, der gerne skulle kickstarte et tredje kapitel i serien.
Vi gør naturligvis opmærksom på at disse informationer pt. ikke er andet end rygter, men holder naturligvis øje med informationerne i sagen.