Version 2.0 af styresystemet på Playstation 3 udkommer i dag, og der er en del lækkerier i vente. Den største er nok Remote Play via PSP som lader dig tænde for konsollen hvor end du befinder dig. Før har man været tvunget til at have Playstation 3 tændt og indstillet til Remote Play for at kunne komme til den - selvsagt lidt besværligt når man er ude at rejse. Nu kun du altså aktivere den hvor som helst med din PSP og dermed få adgang til de medier du har lagret på konsollen, købe ind på Playstation Store (sæt den til at hente demoer imens du er ude, så er de klar når du kommer hjem) og bruge den bedre browser.
Af andre nyheder er opdateringen til mediaafspillerne som gør at vi kan gemme playlister og få orden i de hidtil ustrukturerede kataloger. Vi har endnu ikke fået opdateret vores egen konsol her på redaktionen, så vi kan desværre endnu ikke sige om man kan sortere billeder i forskellige mapper eller om de stadig sorteres efter dato.
Man kan nu også bytte ikonerne ud - en funktion som har været tilgængelig på PSP'en i et stykke tid. Her har dygtige folk lavet Mac OS X, Vista eller andre oprativsystemlignende skins, og vi regner også med det sker til PS3.