Ja, vi er skam klar over at store dele af den samlede nyhedsmængde her på siden de seneste par dage har handlet om Game Awards-afsløringer og rygter, men det tyder nu på at blive et af de mest tætpakkede programmer til dato, og alt lige fra Dragon Age 4 til udgivelsesdatoer på store Sony-eksklusive titler kunne blive afsløret. Her kommer dog endnu et saftigt rygte.
Eurogamer kan rapportere, at kilder tæt på udviklingen af et remake af Crash Team Racing siger at spillet afsløres under årets Game Awards.
Angiveligvis har Activision set stor fidus i at lave ambitiøse remakes af deres mest kendte karakterer, og så sandelig har Crash Bandicoot: Nsane Trilogy og Spyro Reignited Trilogy været store successer.
Vi finder ud af om det holder vand i nat, for The Game Awards løber af stablen kl. 02:30 dansk tid.