En række prominente virksomheder i spilbranchen arbejder som bekendt på store spilstreamingtjenester, deriblandt Microsoft med deres xCloud-tjeneste, der står til at fylde en del fremadrettet. Sony har endnu ikke udtalt sig om streaming synderligt meget, og PlayStation Now lader mere til at blive en Game Pass-konkurrent snarere end en stor streamingtjeneste.
Men dette kunne ændre sig på PlayStation 5, hvor der tilsyneladende vil være stort fokus på streaming. For nylig lagde PlayStation-divisionen et nyt jobopslag op på Greenhouse.io, hvor de ledte efter en Senior Network Operations Engineer.
Som GameRant har noteret fremgik det af jobbeskrivelsen, at jobbet vil gå ud på at bygge "the next generation PlayStation backone", og ydermere beskriver de processen som værende "leading the cloud gaming revolution, putting console-quality video games on any device".
Det lyder altså både som om at den næste PlayStation-konsol vil have fokus på streaming, men at Sony har planer om at ekspandere, og tilbyde spil på flere platforme via eksempelvis PlayStation Now.