Mortal Kombat 11 blev for nylig afsløret ordentligt via et Community Reveal event, men allerede inden da svirrede rygterne om en forsinkelse af Switch-versionen af spillet, der udvikles af et eksternt studie snarere end internt hos Netherrealm. Disse rygter viste sig nu at være sande.
Den officielle Nintendo-side for Switch-versionen af spillet er blevet opdateret, og nu står spillet anført til udgivelse d. 10 maj snarere end d. 23 april hvor PS4-, Xbox One- og PC-versionen lanceres.
Tilsyneladende gælder dette dog kun for den europæiske version af spillet, da den amerikanske Switch-version stadig står anført til at udkomme i april også.