Grand Theft Auto-spillene har det med at slå rekorder, og det seneste, altså Grand Theft Auto IV, ser ud til at følge denne herlige trend. Ifølge det engelske firma ChartTrack, der holder øje med salget af spil i England og som ugentligt udfærdiger Toplister, så er Grand Theft Auto IV der hurtigst sælgende spil i England nogensinde.
Ifølge de første tal, så er der langet intet mindre end 609.000 spil over disken på premieredagen. Men dette imponerende salg, slår Rockstar deres egen rekord. Den står tilbage fra 2004, hvor Grand Theft Auto: San Andreas d. 29. oktober blev solgt i 501.000 eksemplarer i løbet af samme periode.
Kigger man på konsollerne indbyrdes, så har Xbox 360 slået PlayStation 3 i antallet af eksemplarer til den specifikke konsol, men der er ikke tale om et betragteligt antal. Til Xbox 360 blev der nemlig langet 335.000 eksemplarer af spillet over disken på første dag, hvilket slår selv Halo 3, der blev solgt i 266.000 eksemplarer i samme periode, mens der til PlayStation 3 blev solgt 274.000 eksemplarer. For at sætte det lidt i perspektiv, så er f.eks. Gran Turismo 5: Prologue solgt i 80.000 eksemplarer.