Rygterne har efterhånden svirret om den næste konsolgeneration længe, og selvom en række rapporter, samt analytikere og andre branchefolk, har hentydet til en lancering i 2020, så lader det ikke til at tredjepartsudviklere endnu har modtaget den nødvendige teknologi til at kunne påbegynde udviklingen af software til PlayStation 5 endnu.
GamesRadar har nemlig talt med en anonym kilde med viden om hele situationen, og denne kilde siger at ingen tredjepartsudviklere har modtaget de såkaldte "dev kits", der gør det muligt at udvikle spil til platformen.
Med det i baghovedet siger denne anonyme kilde at hvorimod en lancering i 2020 er "technically possible", så er der endnu ingen indikationer på at det vil ske så tidligt.
Det vides ikke præcis hvor lang tid udviklere skal bruge til at forbedre software til PS5-lanceringen, men det begynder at se ret stramt ud, hvis konsollen eksempelvis lanceres om halvandet års tid.