Hvis du troede at kampen om virtuel musik i stuen, stod mellem Guitar Hero og det kommende Rock Band, tager du helt fejl, i hvert fald ifølge Konamis presseansvarlige personale.
Rock Revolution hedder den japanske udviklers forsøg på igen at generobre det marked det engang var enehersker af med Bemani titlerne, samt den spirituelle forgænger til Guitar Hero, Guitar Freaks.
Spillet vil primært blive fokuseret over det medfølgende trommesæt, der byder på seks trommer samt fodpedal, men også guitar og bas vil blive inkluderet i spillet. Rock Revolution står til at udkomme til Xbox 360, Playstation 3, Wii og Nintendo DS som vil blive det eneste format hvor sang også er inkluderet.
En udgivelsesdato er endnu ukendt.