The Division 2's Private Beta løb af stablen henover weekenden, hvor en række privilegerede fik muligheden for at afprøve dele af spillet inden lanceringen. Spillet kan naturligvis stadig blive en succes, men bedømmer man ud fra Twitch-seertal henover weekenden, så bliver det op ad bakke for Ubisoft.
GitHyp har nemlig offentliggjort en række Twitch-baserede statistikker fra spillet, og tallene er mildest talt skuffende.
Ubisofts spil peakede på omkring 105.000 samtidige seere, som ikke er synderligt mange sammenlignet med eksempelvis Apex Legends på 486.000 og selv Anthem på 324.000. MMO-spillet Atlas debuterede til 318.000.
Faktisk er det også en del mindre end beta-testen af det originale The Division. Originalen blev set af 149.000 samtidige seere for tre år siden, og The Division 2 ligger så 30% under.