Der har efterhånden svirret rygter i en uges tid om at takket være forskellige skuffende begivenheder, såsom ikke længere at have kontrol over Destiny-serien til et undervældende Call of Duty: Black Ops 4-salg, så skulle Activision foretage store ændringer i deres forretning.
Nu ved vi at fyrerunden er ret omfattende. I går aftes afholdte firmaet deres investormøde (via Kotaku), og her blev det afsløret at firmaet har i sinde at fyre hele 8% af deres samlede antal ansatte. Det anslås at Activision har omtrent 9600 ansatte på verdensplan, så det betyder næsten 800 fyringer.
I går eftermiddags begyndte ledelser verden over at informere diverse medarbejdere om fyringerne. Dog kommer det kun til at gå ud over administrativt personale, og ikke spiludviklere. Faktisk har Activision i sinde at tilføje ekstra mandskab til deres hold for at styrke kvaliteten og kvantiteten af nye spil og nyt indhold til disse.
Det vides endnu ikke om Blizzard vil gå mere hårdhændet til værks, og direkte aflyse visse initiativer som eksempelvis Overwatch League eller CWL.