For alle der stadig har plads tilbage på Wii'en og samt et par overskydende point, er der nye spil at købe på Wii'ens Virtual Console.
Først er Alex Kidd in Miracle World der oprindeligt så dagens lys på Sega's Master System. Et hyggeligt lille platformspil til at fordrive tiden med, og som vil koste dig 500 points hvis du skulle føle dig fristet.
Nebulus og The Last Ninja II er begge Commodore 64 klassikere, fra tiden hvor tilhørende båndstation var en essentiel del af computeropsætningen i hjemmet.
Nebulus er et originalt, men frustrerende svært platformspil, mens The Last Ninja II er en utrolig gennemført blanding af kamp og gådeløsning, i en af Commodore 64'erens bedste serier. Begge spil står til 500 points stykket.
Sidst er to NeoGeo spil, hvoraf kun Fatal Fury 2 er værd at smide sine point efter, mens Ninja Combat bedst undgås.
Fatal Fury 2 er anden del i en af de største kampspilserier til NeoGeo, og selvom man kan håbe på at de bedre, nyere afsnit udkommer i fremtiden, kan Fatal Fury 2 sagtens bruges til en god aften med gutterne. Ninja Combat derimod er en tarvelig Double Dragon kopi, med dårlig grafik og kedeligt gameplay. Begge spillene står til 900 points.