Hvorfor det endnu ikke er muligt at købe Rock Band herhjemme, står vi ligeså forundrede over som jer, men det afholder ikke Harmonix fra at arbejde videre på deres fantastiske musikspil.
Således er Rock Band 2 nu blevet offentliggjort officielt og vi har de første detaljer.
Rock Band 2 vil selvfølgeligt byde på helt nye sange, samt nydesignede, mindre støjende, mere realistiske og holdbare instrumenter. Men frygt ej hvis du på den ene eller anden måde allerede har investeret i det første Rock Band, for efterfølgeren vil lade dig overføre alle de sange du har købt til det første spil, en mulighed vi længe har ventet på.
Harmonix lover også at der vil være helt nye måder at spille de sange på du allerede har downloadet, men ønsker ikke at afsløre mere på nuværende tidspunkt.
Rock Band 2 skulle være klar til udgivelse på Playstation 3 og Xbox 360 til september, hvilket dog indtil videre kun skulle gælde for det amerikanske marked. Om det betyder at Rock Band helt bliver droppet som udgivelse herhjemme, og EA i stedet vælger at sælge Rock Band 2, er der endnu intet om.
Vi vender tilbage så snart vi har mere nyt om Harmonix' nyeste projekt.
Billederne her er fra det første Rock Band.