Til trods for Gears of Wars kun 7-8 timer lange singleplayerdel, så var vi solgt på den tætpakkede action, fra det øjeblik vi tog kontrollen over Marcus Fenix. I Pc-udgaven blev Gears of War udvidet med 20% og inkluderede en kamp mod en Brumak, noget der måtte fjernes fra Xbox 360-versionen, da Cliff Bleszinski ikke kunne få det til at fungere tilfredsstillende.
Alt dette er dog fortid når Gears of War 2 lanceres i november. Ifølge Cliff bliver spillet nemlig væsentlig længere:
"Vi vil absolut gerne have at Gears of War 2 er længere. Vi vil ikke sætte et bestemt antal timer på oplevelsen lige nu, men det bliver længere, det kan jeg garantere. For mig personligt er singleplayerdelen i spil som Gears of War, Halo og Call of Duty på 10 timer passende, specielt med co-op og multiplayer, der så lader dig spille længere. Jeg mener at alt for mange spil er proppet med "fyld" der får dem til at virke længere. De kan finde på at lave spil der, når du er nået halvvejs igennem dem, kræver af dig, at du så spiller banerne bagfra - og så er det du tænker 'rend mig i røven'. Den slags laver vi aldrig. Vi vil altid fremad og videregive helt nye oplevelser.
Gears of War 2 lanceres i november. Du kan læse en stor artikel om spillet her på sitet.