Den gennemsnitlige Nintendo-medarbejder bliver i virksomheden i over 13 år

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2019-03-05

Spilbranchen kan været et stormvejr at arbejde i, og ofte lukker studier hurtigt uden videre advarsel ellers fyres der store mængder af medarbejdere hvis investorerne ikke tilfredsstilles. Men sådan er det åbenbart ikke hos Nintendo, for her lader det til at medarbejderne trives i en sådan grad, at de bliver der meget, meget længe.

Nintendo har for nylig opdateret deres rekrutteringsside med en række fakta om firmaets medarbejdere, og deres forhold til Nintendo som arbejdsplads. Disse fakta er blevet samlet op af analytiker Daniel Ahmad på Twitter.

Åbenbart bliver den gennemsnitlige medarbejder hos Nintendo i hele 13.5 år i virksomheden. Derudover er den gennemsnitlige løn $80.000 årligt, altså lidt over en halv million kroner, og det sker med en gennemsnitlig daglig arbejdstid på syv timer og 45 minutter.

Åbenbart kommer statistikken fra Nintendo i Japan, som består af 2271 medarbejdere.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage