Efter en del år med E3-messer, hvor det ikke var unaturligt at 60.000-65.000 mennesker gik gennem tælleapparaterne til Los Angeles Convention Center, har dette års E3 været væsentligt mindre besøgt.
Ifølge arrangørerne har der dette år kun været ca. 5000 på plads til begivenheden, og det har bl.a. fået Electronic Arts til at kalde showet for dårligt og firmaets chef til at sige, at han hader showet i dets nuværende form. Imens har Ubisofts Laurent Detoc kaldt det forfærdeligt.
De er begge enige om at E3 ikke kan fortsætte i sin nuværende form, og at man enten er nødt til at gå tilbage til den tidligere form eller helt nedlægge eventet til fordel for en del mindre og mere private messer, der fokuserer på den enkelte udgiver/udviklers projekter.
Det er dog ikke kun Electronic Arts og Ubisoft der ikke er glade for messen, også Cliff Bleszinski, producer på det kommende Gears of War 2, har sagt at han mener at årets udgave af E3 var tåbelig og alt for lille - han ønsker sig tilbage til de gamle dage.
Imens har en anden af Ubisofts daglige ledere Alain Corre udtalt til Gamesindustry.biz at showet ikke bare bliver holdt det forkerte sted, men også på det forkerte tidspunkt af året. I et interview med sitet sagde han bl.a.:
"Det er en af hjørnestenene i at få kommunikeret budskabet omkring ens produkter ud, og det er vigtigt fordi det leder op til julehandlen. Men E3 her i midt juli, i Los Angeles Convention Center er ikke den rigtige måde at gøre det på, ikke ifølge mig."
Det er heller ikke mere end et par dage siden at Shigeru Miyamoto, produceren bag spil som Super Mario Galaxy og Pikmin, sagde at han ikke mente at E3 længere var platformen for fremvisningen af firmaets spil det den mere dedikerede spiller. Han sagde bl.a.:
"I mange år har E3 været stedet hvor man, Nintendo inkluderet, viste sit mere dedikerede publikum sine projekter frem. Nu er det sådan mere... en chance for os, for at vise nye koncepter og nye slags spiloplevelser frem overfor et bredere publikum, specielt den slags der møder op til E3 nu om stunder."