Som bekendt afholder Google en større konference ved årets GDC-messe, og selvom vi allerede ved at de vil snakke mere om deres streamingtjeneste, der blev testet sidste år via Google Chrome, så rygtedes det også at de vil løfte sløret for en ny konsol. I går så vi nærmere på hvad der ligner den nye controller , men rygterne stopper ikke der.
Et nyt rygte er nemlig dukket op via Youtube-kanalen Spawn Wave, hvor vært Jonathan Downey citerer ukendte kilder. Han siger at Google vil indgå i et stort partnerskab med udgiver og udvikler SEGA, som skal udgive software til deres konsol.
SEGA har blandt andet Team Sonic Racing, Shenmue 3 og Judgment i støbeskeen, og det forventes også at de snart løfter sløret for Persona 5 R.
Om ikke andet finder vi ud af det når deres konference går i luften d. 18 marts.