Uncharted-filmen lader til at sidde en kende fast, men vi ved dog at det skal være Spider-Man selv, Tom Holland, der skal spille en ung version af Nathan Drake. Sådan var det dog ikke altid, og på et tidspunkt ledte Sony Pictures efter en mere voksen udgave af karakteren, og faktisk var Ryan Reynolds tæt på at få rollen.
I et interview med DiscussingFilm fortæller manuskriptforfatter og instruktør Joe Carnahan, der på et tidspunkt arbejdede på filmen, at Reynolds var "very close" på at skrive kontrakt på hovedrollen som Nathan Drake.
I sidste ende endte Reynolds dog med at få så gigantisk succes som Deadpool, at producerne ønskede at lede andetsteds. Nu kan man så sige at de bare har valgt en anden skuespillere, der er primært kendt som en anden karakter.
Det er endnu ukendt hvornår filmens produktion begynder, men lige nu er det 10 Cloverfield Lane-instruktøren Dan Trachtenberg der skal instruere.