Fallout 3 er jo bare Oblivion

Bethesda er træt af sammenligningerne
Tekst: Thomas Tanggaard
Publiceret 2008-09-02

Fallout 3 kunne spilles på årets Games Convention i Leipzig, og det har naturligvis affødt en masse reaktioner fra både fans og spiljournalister. Et par af de mindre positive går på, at Fallout 3 i virkeligheden blot er The Elder Scrolls IV: Oblivion med våben, og den sammenligning har Bethesda det lidt svært med.

I et Interview med Shacknews sagde firmaets vicechef Pete Hines og spillets ledende grafiker Istvan Pely følgende om sammenligningen af Oblivion og Fallout 3. Først Istvan Pely:

"Det er sådan lidt tosidet. Det er både et kompliment, men samtidig så satte vi os jo for at lave et andet spil. Vi startede ikke ud med designet fra Oblivion og forsøgte ikke at udvikle Fallout ud fra dette. Vi startede med at spørge os selv 'Hvordan kan dette blive Fallout' Men spillet er naturligvis et udtryk for de ting vi lærte af Oblivion. Så selvfølgelig er det den samme åbne verden, vi har jo masser af erfaringer med hvad der virker, hvordan det kan holdes spændende osv. Vi har proppet de ting ind i spillet som vi har lært fra Oblivion."

Og så Pete Hines:

"Jeg tror det mest irriterende ved det, er at det siges i en tone, der får det til at lyde som om det er det bedste vi nu engang kunne få ud af det. For folk som Istvan, der bogstaveligt talt har arbejdet på dette spil i fire år, så virker det som en meget overfladisk sammenligning. Der er brugt mange timer og kræfter på at lave dette Fallout-projekt som et ægte Fallout-spil. Specielt set i forhold til det vi kunne have gjort, ved bare at give alle monstre i spillet et nyt udseende og så ændre verden til en ødelagt fremtidsverden. Så var vi hurtigt færdige."

Fallout 3 lanceres i oktober måned i år.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage