For rigtig mange fodboldfans har Pro Evolution Soccer altid været en støvle foran FIFA, men til gengæld har Konamis spil været præget af tåbelige navne til både klubhold og internationale hold, ligesom det har manglet de allerstørste turneringer.
Men det er ikke tilfældet længere. I en pressemeddelelse som Konami har udsendt, kan de fortælle at firmaet har sikret sig licensen til både Manchester United og Liverpool FC, ligesom udvikleren har fået fingrene i UEFA Champions League. Dette er Konamis daglige leder Kunio Neo naturligvis meget glad for. Han sagde følgende:
"Aftalen viser vores engagement i forhold til Pro Evolution Soccer 2009, når det kommer til licenser og realisme. UEFA Champions League er en juvel indenfor klubholdsmesterskaberne, og det er blot en af de mange innovationer som vi har i sinde at levere i det nye spil."
Det har tidligere været EA, der havde UEFA-licensen. Denne blev brugt til en serie, der blev udgivet sideløbende med firmaets faste og succesfulde FIFA-serie.