Ubisoft valgte i fredags at gentage succesen fra sidste år, og inviterede endnu engang nogle af vores læsere forbi til en forsmag på nogle af efterårets store titler. Der var ligesom sidste år lagt op til lidt vådt og tørt, samt en god gang multiplayer, denne gang med Brothers in Arms: Hell's Highway, som udkommer på fredag.
De fremmødte blev delt op i to hold, og så blev der ellers dystet om det eftertragtede trofæ - en lille fjernstyret tank fra det kommende Tom Clancy's EndWar, som blev vist frem og demonstreret i et andet lokale. Da vinderen var fundet, var det tid til pizza, øl og sodavand, så de fremmødte brugere kunne få fornyet energi til vi skulle kigge på aftenens absolutte højdepunkt, Far Cry 2.
Skal man dømme på deltagernes reaktion alene, tør jeg næsten godt sige at vi her har med et af årets bedste spil at gøre. Far Cry 2 tog sig ufatteligt godt ud på både Xbox 360 og Playstation 3, og den afrikanske savanne kommer til at lægge jord til nogle fabelagtige kampe, når spillet udkommer senere på året.
Var du selv med til Gamerday i fredags og har du lyst til at dele ud af dine oplevelser, så klik ind på vores forum, hvor du finder en dedikeret tråd til arrangementet. Du finder tråden HER.
Visse af deltagerne har desuden blogget om dagen og du kan finde en af disse blogs, HER. og HER.
Vi siger tak til Ubisoft for en god og hyggelig aften, og glæder os så ellers bare til spillene lander i butikkerne.