De første Playstation 4 detaljer?

Er dette virkelig Sonys planer for fremtiden?
Tekst: Thomas Blichfeldt
Publiceret 2008-09-30

Japanske Watch Impress rapporterer, at Sony har sendt de første specifikationer på Playstation 4 ud til enkelte japanske udviklere, for at få deres synspunkter på den foreløbige hardware sammensætning. Herfra skulle en unavngiven kilde have lækket det hele til Watch Impress, og derfor må alt dette altså ses som et rygte indtil videre.

De lækkede detaljer fortæller om en hardware som vil have mere til fælles med ideologien bag Wii, end man lige skulle tro. Regnekraften skulle blive cirka dobbelt så stor som hos Playstation 3, og altså snakker man ikke det spring som der hidtil har været mellem de foregående Playstation konsoller. Sony skulle også have planer om at fravælge den dyrere XDR-ram, og i stedet satse på den billigere, og langsommere JEDEC variant.

Her bliver det dog virkelig underlig i forhold til tidligere udtalelser fra den japanske gigant. Sonys målsætning skulle ifølge Watch Impress rygterne, være at blive den første af den nye konsolgeneration på markedet, altså før den næste Xbox. På den måde håber man at kunne få en stor installationsbase inden de konkurrerende konsoller kommer på markedet, præcis ligesom Microsoft gjorde i denne generation. 2011 eller måske endda en smule tidligere, skulle være målet.

På grund af risikoen for en fyringsseddel og efterfølgende søgsmål, vælger kilden naturligvis at skjule sin identitet. Vi vælger at forblive skeptiske, indtil vi hører lignende rygter fra nogle af vores egne kilder, eller indtil Sony vælger selv at knytte en kommentar. Det er dog soleklart at Sony gerne vil tilbage til den dominerende position, som de nød med PSOne og Playstation 2, og som for tiden tilfalder Nintendo.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage