Grand Theft Auto VI dukker op på tidligere Rockstar-ansats CV

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2019-04-22

Efterhånden eksisterer der mange separate rapporter fra påståede insidere, der siger at Grand Theft Auto VI har været under udvikling i noget tid, men om der stadig er lang, lang vej igen vides dog ikke. Det lader dog efterhånden til at være bekræftet at spillet eksisterer, for nu dukker det også op på tidligere ansattes CV'er.

Adskillige brugere ovre på GTA Forums har nemlig lagt mærke til, at en 3D-designer ved navn Bibin Michaels for nylig lagde et opdateret resumé ud på ArtStation, som nu dog er blevet ændret.

Han arbejdede hos Rockstar India frem til april 2018, og står da også nævnt i slutteksterne på Red Dead Redemption 2. Han skrev kortvarigt på dette CV, at han har arbejdet på "upcoming GTA 6".

Igen - det blev ændret hurtigt, men det lader til at katten er ude af sækken. Spørgsmålet er så bare hvornår det afsløres formelt?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage