Nintendo vil fokusere mest på dette års spiludgivelser ved E3

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2019-04-29

Selvom det ikke altid har været Nintendos strategi, så har de i de seneste år dedikeret mere tid til vage afsløringer af spil, som først rigtig afsløres senere hen. Eksempelvis er både Animal Crossing 2019, Super Mario Maker 2, The Legend of Zelda: Link's Awakening og Luigi's Mansion 3 alle blevet afsløret med korte trailere, og vi har ikke hørt mere siden.

Men dette vil Nintendo lave om på ved dette års E3 Direct, for her vil de i stedet fokusere mere på lanceringer i den nærmeste fremtid.

I virksomhedens finansrapport fremgår det nemlig, at de i stedet for at afsløre flere spil med korte trailere, der kunne være flere år væk, så vil fokusere på lanceringer der ligger indenfor dette finansår, altså til og med d. 31 marts 2020.

Desuden så vil de afholde en traditionel Direct i stedet for en pressekonference, men det vides endnu ikke hvornår. Det forventes at Nintendo vil tale om ovenstående titler, sammen med Fire Emblem: Three Houses, Astral Chain og Pokémon Sword/Shield.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage