Hvis du for længst er blevet færdig med Fallout 3, og savner lidt at give dig til, så kan du glæde dig til det planlagte download-indhold fra Bethesda Softworks, der bl.a. giver dig mulighed for at genopleve befrielsen af Alaska (som fortalt om i de tidligere Fallout-spil) Pakken hedder Operation: Anchorage.
Jeff Gardiner, der er producer på spillet, sagde følgende i et interview med IGN:
"I Operation: Anchorage vil du som spiller kunne genopleve den berømte befrielse af Anchorage, der er kendt fra Fallout-universet. Det foregår i en simulation ikke ulig den der findes i selve historien i Fallout 3. Når først spillere har fundet vej til simulatoren, vil de blive frataget alle deres ressourcer, og de skal så overleve i simulationen ud fra de regler som er udstukket af udvikleren af programmet."
Han fortæller endvidere, at man som spiller skal angribe kineserne, sikre sig en vej ind i deres base og at man vil få nogle nye redskaber til at gøre dette, redskaber som er en del af download-pakken. Desuden vil du som spiller få kommandoen over nogle såkaldte indsatshold, der skal guides til sejr.
Hvornår indholdet publiceres vides endnu ikke, men det lyder unægtelig spændende.