Home, Sonys virtuelle verden, hvor man kan snakke, besøge hinanden og spille spil, har været længe undervejs, men forleden gik programmet online i beta-form. Der er allerede mange PS3-ejere der har downloadet programmet og taget turen rundt i landskabet, men de kan tilsyneladende ikke være sikre på, at de ikke angribes af hackere.
Ifølge bl.a. The Telegraph, så er der så store sikkerhedshuller i Sonys software, at det er muligt for hackere, at oploade filer til Home, ligesom de kan fjerne de filer, de ikke mener skal være online. Samtidig giver disse huller muligheden for at sprede den slags vira, der normalt forbindes med PC-verdenen, og som kan ødelægge alt fra personlige indstillinger til kodeord og andet.
Home er således kompromitteret rent sikkerhedsmæssigt, og man bør tænke sig om, når man er online. Dette er rådet fra flere tekniske sites.