Electronic Arts holde i går en pressekonference hvor de fortalte om de sædvanligt kedelige økonomiske planer, men samtidig også bekræftede både Mass Effect 2 og Battlefield Bad Company 2.
Begge spil skulle være klar til udgivelse inden udgangen af finansåret, og det vil altså sige engang inden april 2010. Begge spil blev annonceret som multiformatspil, men om det er den første bekræftelse af en simultanlancering af Mass Effect til Xbox 360 og Playstation 3, eller om det blot betyder Xbox 360 og PC, ved vi endnu ikke.
Ved samme konference kunne udgiveren også fortælle at Dragon Age: Origins, den spirituelle efterfølger til Baldurs Gate serien, er blevet udskudt til sidste halvdel af 2009, for både at gøre det bedre samt at kunne lancere det på samme dag til PC og konsol.
Forhåbentlig er EA og Bioware klar til at dele flere detaljer omkring Mass Effect 2 til den kommende Game Developers Conference-messe, og du kan være helt sikker på at vi er på pletten til at dække det hele.