PSP er stadig i live!

Little Big Planet, Rock Band og Madden...
Tekst: Thomas Blichfeldt
Publiceret 2009-02-25

Uanset hvor glad man er for Sony's PSP er det svært ikke at ærgre sig over den deciderede mangel på nye kvalitetsspil til den, men det bliver der nu for alvor gjort noget ved. Således blev det i går annonceret at Motorstorm (som vi allerede har billeder af andetsteds på siden), Little Big Planet, Rock Band, Assasins Creed og Madden er i udvikling til lommekonsollen.

Dette blev fulgt op af at Dissidia Final Fantasy, som indtil videre kun har været tilgængelig på det japanske marked, også får en amerikansk udgivelse, hvilket forhåbentlig også betyder at vi får det i Europa.

Vi aner ikke hvordan man har tænkt sig at konvertere Rock Band, og om det betyder udvidelser til hardwaren. Det siges dog allerede at spillet via Wi-Fi mulighederne i konsollen, vil blive det første med en fungerende online butik indbygget.

Little Big Planet er der heller ikke de store informationer omkring, andet end at Media Molecule skulle være med inde over udviklingen, men ikke selv skulle stå for den. Hvis magien fra Playstation 3 versionen kan hives ned i lommeformat, kan der dog blive tale om en fantastisk spiloplevelse.

Vi vender tilbage så snart vi ved mere.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage