Selvom Lost Planet: Extreme Condition næppe er et trumfkort i samme størrelsesorden som Resident Evil- eller Street Fighter-serierne, så tror Capcom på konceptet, og Christian Svensson, der er business development og strategic planning-chef i firmaet siger endda, at der ikke er tale om en tarvelig toer, men at Lost Planet 2 vil overgå forgængeren. I et interview med Videogamer.com sagde han følgende:
"Takeuchis håndtering af Lost Planet, har ikke været, at vi bare læner os tilbage og skider en fortsættelse ud. Vi skal lige tage den fem nøk opad. Vi underinvesterer ikke i det her projekt, vi overinvesterer i det, det bliver meget større end tidligere."
Og han fortsatte:
"Takeuchi-san er en kæmpe fan af Call of Duty 4 ligesom resten af holdet, så jeg tror du vil kunne se dette spils indflydelse på Lost Planet 2. Samtidig så vil vi fylde på med de ting der gør det til Lost Planet. Nogle af disse er nok ikke blevet accepteret af Halo- og Gears of War-fans derude, men de er helt klart unikke i forhold til Lost Planet, og jeg tror de vender tilbage."