Som du sikkert har opdaget, så har Nintendos populære håndholdte fået endnu et familiemedlem i form af den nye Nintendo DSi, og med maskinen frisk på gaden, er det tid til at kigge på, hvad Nintendo DSi Shoppen tilbyder i form af DSiWare.
Spillene og programmerne kan alle downloades til den lille håndholdtes flash-hukommelse. De indbyggede 256 MB svarer til 1024 blokke, og da de forskellige spil og programmer fylder fra ca. 60 til 90 blokke, er der snildt plads til mindst ti forskellige stykker software, uden at skulle investere i yderligere hukommelseskort.
Betalingssoftwaren kan i stil med WiiShoppens spil betales med de såkaldte Nintendo Points, der kan købes hos den lokale spilbutik eller med kreditkortet, på Nintendo DSi Shoppen. Samtidig gives der ved registrering af den nyindkøbte Nintendo DSi inden den 3. oktober 2009 gratis 1000 Nintendo Point til at handle for. Prisen kommer i tre størrelser hvilke er 200, 500 samt 800 point.
Følgende spil og programmer er tilgængelige fra åbningsdagen:
Nintendo DSi Browser: En gratis browser for alle, der har en Nintendo DSi.
WarioWare: Snapped!: Dette spil indeholder flere af de små gakkede minispil, hvor du denne gang spiller med hjælp af det kamera, der sidder på indersiden af Nintendo DSi-en. Kameraet kan registrere bevægelser, og det er derefter op til spilleren at lave en masse bevægelser foran kameraet, som man også kender det fra blandt andet EyeToy-spillene.
Paper Plane: Et simpelt actionspil, hvor du skal styre en papirflyver gennem labyrinter med forskellige sværhedsgrader.
Pyoro: Tag kontrollen over fuglen Pyoro, når han forsøger at fange faldende frugt med sin tunge.
Art Style: AQUITE - Et mini-spil, hvor målet er at føre en lille dykker til havets bund, hvilket lyder betydeligt nemmere, end det er.
Art Style: CODE - Hold din Nintendo DSi på højkant, som var den en bog, og forsøg at omarrangere tallene på skærmene, så de tilsammen giver tallet 10.
Samtidig bringer vi en lang række billeder af de japanske udgivelser, som forhåbentlig kan bruges til at give et fingerpeg om typen af applikationer, som vi kan forvente på disse breddegrader snart. De viste titler er indtil videre kun udgivet til den lille nye håndholdte i moderlandet.
