Fallout MMO kan være i fare

Bethesda vil stoppe Interplays spil
Tekst: Steen Marquard
Publiceret 2009-04-17

For godt og vel to år siden, købte Bethesda Softworks alle rettigheder til Fallout-universet og resultatet kunne ses i sidste års Fallout 3, der blev lanceret til PlayStation 3, Xbox 360 og PC. Det eneste rettigheder som Bethesda ikke købte fra Interplay var rettighederne til at lave et MMO over universet. Disse beholdte Interplay, men der var en masse forpligtelser bundet til denne aftale - og det er den aftale Bethesda nu mener, at Interplay ikke har overholdt.

Interplay har nemlig ikke, ifølge Bethesda, påbegyndt såkaldt "full-scale development" af et Fallout MMO, og det skulle være sket inden d. 4. april 2009. Ligeledes skulle firmaet kunne dokumentere, at de har opnået den fornødne økonomiske støtte til at fuldføre projektet, og denne mener Bethesda heller ikke er sket.

Bethesda har endnu ikke indbragt sagen for en dommer, men vælger firmaet at gå videre med sagen og vinder de sagen, vil det betyde at Interplay må opgive rettighederne til et Fallout MMO.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage