Eidos, der efter en gevaldig nedtur, er ved at være tilbage i sadlen, har store planer for efteråret. I et interview som GamingIndians har lavet med Eidos chef Ken Livingstone, fortæller den entusiastiske leder, at der er et nyt Hitman på tegnebordet, men at spillet ikke officielt er annonceret endnu. Samtidig kan han bekræfte, at det er danske IO Interactive der tager sig af det.
Det samme gør sig gældende for Kane & Lynch 2, der ifølge Livingstone står til udgivelse i september måned i år. Han gør det dog klart, at storspil med enorme budgetter, har det med at blive udsat, så det er ikke en nagelfast dato.
Sidst, men ikke mindst så skal Lara Croft også yderligere pudses af. Livingstone anerkender at ikke alle episoder af Tomb Raider har været lige gode og sammenligner serien med James Bond-filmene, der heller ikke altid har gået fra styrke til styrke. Han mener dog at næste episode i serien vil få folk til at sige "Lara, vi elsker dig!"
Vi regner med at de fleste at Eidos' kommende projekter vises frem i en eller anden form på årets E3-messe i Los Angeles.