id Software, der i øjeblikket arbejder hårdt på actionspillet Rage, har bekræftet at de ikke har i sinde at hælde deres seneste spilmotor, den såkaldte id Tech 5-motor, ud til alle og enhver der måtte være interesseret i den. Dette gjorde firmaets chef Todd Hollenshead klart forleden i et interview med Gamasutra.
"Vores filosofi på området har ikke ændret sig synderligt med årerne. Spillene kommer i første række, og spilmotor-licenserne i anden. Vi arbejder i øjeblikket på Rage og Doom 4, begge drevet af id Tech 5-motoren, og de er vores topprioriteter."
Det bemærkelsesværdige ved id Tech 5-motoren er, at den ifølge id Software, med lethed kan genbruge op imod 90% af spilkoden på tværs af de mange platforme som PC, Mac, Xbox 360 og PlayStation 3, noget der gør det væsentlig lettere at udvikle spil via teknologien.
På spørgsmålet om hvorvidt id Tech 5-teknologien er til rådighed for alle, svarede Todd Hollenshead:
"Vores filosofi er og har altid været, at vi hellere vil have en lille, god gruppe af dygtige udviklere med licenser, end en stor gruppe, der hverken er særligt gode eller hvor teknologien ikke passer til projektet."