Med så mange timer brugt på Call of Duty 4: Modern Warfare, og i særdeleshed spillets sublime multiplayer, er der ingenting at sige til at vores forventninger til Infinity Wards kommende efterfølger er enorme. Detaljerne omkring spillet har dog været sparsomme, men i et nyt interview med Game Informer åbnes der op for lidt nyheder:
Captain "Soap" MacTavish vil igen være del af spillet, men denne gang uden at du selv kan tage kontrollen over ham. Hans tilstedeværelse skal dog flettes ind i en god, gennemgående historie som vil gøre spillet endnu mere fængende end det første.
Banerne skal byde på langt mere frihed i din tilgang til dem, og fjenderne vil udgøre en større trussel fordi de råder over unikt sammensatte våbenkombinationer, ganske som man oplede det hos andre menneskelige spillere i multiplayeren i det første spil. Banerne vil desuden sprede sig over steder som den Afghanske ørken, en snedækket by i Rusland, samt et farverigt landskab i Rio de Janiero.
Fjenden er denne gang terroristen Makarov der står i ledtog med Zakhaev fra det første spil, og som orkestrerer sine planer fra Rusland. På trods af et større fokus på en bedre historie, satser Infinity Ward dog igen på en singleplayer som kan gennemføres på lige omkring ti timer.
En nyhed er den såkaldte "Special Forces Mode" der også er mulig at spille i co-op, uden Infinity Ward dog har lyst til at fortælle hvad den eller andre af multiplayer-mulighederne indebærer.
Vi vender tilbage så snart vi har mere nyt at fortælle om det kommende actionspil.