Huawei er fortsat i en lidt kuriøs situation, hvor de både er en af verdens mest magtfulde tech-virksomheder i verden med blandt andet stor markedsandel i Danmark, men samtidig med det er de blevet klemt inde imellem to supermagter, der kører en større handelskrig. Det betyder dog ikke at arbejdet stopper, og de står nu snart klar med en større softwareopdatering til nogle af deres mest populære modeller.
Via en pressemeddelelse sendt til Gamereactor har Huawei bekræftet, at 9.1-udgaven af EMUI-styresystemet ankommer til danske Huawei-telefoner i slutningen af juli måned. Denne udgave findes allerede på deres nye flagskibe, P30 og P30 Pro, men ankommer nu til både P20 Lite og P Smart, producentens mest populære telefoner i Danmark.
"Både Huawei P30 og P30 Pro er født med EMUI 9.1. Men med den nye opdatering får tusindvis af øvrige Huawei-brugere også glæde af den nye systemversion. Det betyder blandt andet, at læsehastigheden stiger med 20 procent, " siger RenKe, direktør for Huawei Consumer Business Group Danmark.
EMUI 9.1 introducerer blandt andet EROFS2-filsystemet, der forbedrer læsehastigheden, som RenKe også nævner, med 20%, og derudover byder opdateringen på GPU Turbo 3.0, samt SoC-strømbesparelse på 10%.