Halo 3: ODST bliver dyrt

Trods Microsofts udmelding om andet
Tekst: Steen Marquard
Publiceret 2009-06-15

Da Microsoft og Bungie annoncerede Halo 3: ODST var der tale om et spil på godt fire til fem timer, der aldrig ville koste det samme som et fuldpris spil. Det sagde i hvert fald Joe Staten, producer hos Bungie kort efter annonceringen af produktet.

Alligevel annoncerede Microsoft forleden, at spillet, når det lanceres i butikkerne vil koste 60 dollar, og at der endda vil blive udsendt en Collectors Edition-pakke med en trådløs Xbox 360-controller (med Halo 3: ODST tema) til 100 dollar. Det har naturligvis fået alverdens spiljournalister til at spærre øjnene op. For skal Halo-fans virkelig betale fuld pris for noget, der ifølge Bungie ikke er en reel opfølger, men mere en stor udvidelse?

Microsofts talsmand havde følgende at sige til den "nye" pris:

"På det tidspunkt, hvor vi udtalte os om projektet, var omfanget af Halo 3: ODST ikke klarlagt, og siden dengang er projektet vokset i størrelse og blevet mere ambitiøst. Vi mener, at denne fritstående pakke er mere end blot en udvidelse. Halo 3: ODST er en helt ny kampagne, fra en helt ny vinkel via en ny karakter. Når dette kombineres med tre nye multiplayerbaner, en helt ny co-op-funktion kaldet Firefight og den komplette Halo 3 multiplayer samling på en selvstændig skive, så mener vi, at det er god valuta for pengene og en fantastisk tilføjelse til Halo-universet."

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage