Ghostbusters The Video Game

Nu uden multiplayer på PC-formatet
Tekst: Lee West
Publiceret 2009-06-18

Hvis du har læst nærværende skribents anmeldelse af Ghostbusters The Video Game, kunne du sikkert ane begejstringen. Og selvom grafikken ikke nåede nye højder, modtog den dog en topkarakter, for stemningen og den gode oplevelse.

Nu ser det ud til, at der bliver større forskel på versionerne end først antaget.

Internet-sitet Lens of Truth har taget et kig på versionerne, og konklusionen er klar: Xbox 360-versionen har angiveligt væsentlig flere detaljer end PlayStation 3-udgaven.

Dette er ikke nødvendigvis et problem for andet end overophedede fanboys. Samtidig er det ikke i testen tydeligt, om gamma-værdierne er sat ens for begge konsoller. Så vi holder vejret lidt endnu.

Til gengæld ser det ud til at PC-ejerne helt snydes for muligheden for at tage kampen op mod spøgelserne med andre spillere online, hvilket kan synes uforståeligt.

Terminal Reality, der stod bag den vellykkede filmlicens udtaler, at tidspres og efterfølgende prioritering gjorde udfaldet. Desværre har udvikleren endnu ikke bekræftet om flerspillermuligheder senere tilføjes til PC-udgaven.

Men imens vi krydser fingre, kan du se forskellen på Xbox 360 og PlayStation 3-udgaverne på billedet herunder.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage