Protestgruppen mod Left 4 Dead 2 vokser sig stadig større og tæller i dag intet mindre end 37.000 medlemmer. Et af gruppens krav til toeren har været, at spillere af originalen, kan spille sammen med ejere af det nye spil - og det er et krav Valve nu forsøger at efterkomme.
I et interview med TVG siger chefen for markedsføring Doug Lombardi, at Valve ser på muligheden for at lade spillere fra Left 4 Dead spille sammen med ejere af Left 4 Dead 2. Han sagde bl.a. følgende:
"Vi kigger nærmere på detaljerne i øjeblikket. Der er ikke noget specifikt at sige på nuværende tidspunkt, men som vi forstår det, så er det en meget rimelig ting at arbejde på og kigge nærmere på."
Selv muligheden for at bruge hjemmeskabte baner fra Left 4 Dead, er ifølge Doug Lombardi, noget der kan lade sig gøre i toeren:
"Når det kommer til MOD-delen, så er det sådan, at hvis du laver ting i Left 4 Dead, så vil det, med meget få ændringer, virke i Left 4 Dead 2. Vi føler vi er kommet langt i vores bestræbelser på dette område, og nu kigger vi nærmere på, hvordan vi kan hjælpe vores publikum, der har købt det første spil og som køber fortsættelsen."