En uventet og ikke tidligere annonceret funktion af Xbox 360-opdateringen som skulle være klar til download næste uge, er at installerede spil kommer til at kræve mindre plads på harddisken. Ikke overraskende er det blevet voldsomt populært at installere sine spil på harddisken, da man derved undgår den frygtelige larm fra DVD-drevet, gør indlæsningstiderne kortere og undgår slitage på DVD-skiverne.
Eksempelvis krævede en installation af Rock Band 2 før 6,3 gigabyte, mod 4,7 gigabyte med opdateringen. Et spil som Civilization Revolution går fra 6,3 til 4,9 gigabyte, hvilket altså alt sammen skulle betyde flere installerede spil på din harddisk.