Death Stranding står ikke længere anført som en PS4-eksklusiv titel

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2019-08-08

Lige siden Death Stranding blev afsløret på Sonys scene ved E3 for en del år siden, så har mange tænkt spillet som en PS4-eksklusiv titel, og ganske rigtigt har det også siddet på diverse officielle lister over eksklusive titler. Dog er Kojima Productions ikke et førstepartsstudie, og der er uden tvivl andre platforme der kunne være interesserede i at få Death Stranding.

Mange tror nu eksempelvis at en PC-version snart vil blive afsløret, da spillet på mystisk vis er forsvundet fra Sonys egen liste over PS4-eksklusive titler.

Den officielle liste på PlayStation-hjemmesiden har haft Death Stranding anført sammen med andre eksklusiver som God of War, The Last of Us: Part II og Spider-Man lige siden afsløringen, men for nylig er det blevet fjernet.

Hverken Sony eller Kojima Productions har kommenteret på dette, og netop derfor er mange begyndt at spekulere om hvorvidt dette betyder, at spillet snart vil blive afsløret som værende på vej til flere platforme.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage