Epic Games vil fremadrettet også offentliggøre Loot Box-odds

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2019-08-12

Forbrugernes kamp imod Loot Boxes har været ganske lang, og naturligvis har udgivere ønsket at holde fast i strategien, da den har vist sig at være særligt indbringende. Dog slog Sony, Microsoft og Nintendo, i samarbejde med ESA, fast for nylig, at de fremadrettet vil kræve at udgiverne fortæller mere indgående om Loot Boxes i de spil som sælges på hver af de tre platforme, deriblandt de specifikke odds for at få bestemte belønninger fra dem.

Det er dog ikke kun de tre konsolproducenter der ønsker at ændre branchen, men også Epic Games.

I en meddelelse til GamesIndustry bekræfter Epic Games, at de fremadrettet vil vise forbrugeren præcis hvordan oddsene ser ud i Loot Boxes fundet i deres spil.

"Going forward, we're committed to the same transparency for player purchases in all Epic Games titles."

Epic har naturligvis allerede offentliggjort odds i Fortnites mindre populære kooperative del, og de slutter sig til blandt andet EA, Activision, Bandai Namco og Bungie, der vil acceptere Sony, Microsoft og Nintendos krav.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage