For et par år siden købte Electronic Arts både Bioware og Pandemic Studios. Dengang var købet visionært, fornuftigt og interessant, men allerede her to år senere, ser eventyret ud til at slutte for størsteparten af medarbejderne hos Pandemic Studios, holdet bag bl.a. Mercenaries, The Lord of the Rings: Conquest samt det kommende The Saboteur.
EA vil ikke medgive, at rygterne om en total lukning er sande og siger selv, at man flytter et kernehold fra Pandemic videre til EA Los Angeles. Dette gøres, hævder firmaet, uden at det påvirker de igangværende projekter og udviklingsrammerne. Alligevel forlyder der intet om, hvor mange af de mere end 200 ansatte, der sendes videre til Los Angeles.
Barberingen af Pandemic sker i henholds til Electronic Arts tidligere udsendte meldinger om nedskæringerne på omkring 100 millioner amerikanske dollar, hvilket betyder at omkring 1.500 medarbejdere skal afskediges fra hele koncernen.