Det er efterhånden noget tid siden at Sony har givet os større opdateringer om de projekter de har i støbeskeen. Godt nok udkommer Death Stranding i november, men det efterlader os stadig med et spørgsmålstegn om hvad de andre studier arbejder på, hvordan PlayStation 5 ser ud, og hvornår eksempelvis The Last of Us: Part II udkommer.
Ifølge et nyt rygte får vi dog snart svar på sidstenævnte. For nylig er en email fra en tidligere marketingsmanager hos Sony angiveligvis sluppet via 4chan. Denne email beskriver en State of Play-udsendelse, der lader til at være blevet planlagt til udgivelse d. 1 november.
Åbenbart bliver den lidt længere end normalt, og her fremgår det at The Last of Us: Part II vil få en udgivelsesdato i maj 2020.
Desuden vil Death Stranding få en lanceringstrailer, og der vil blive vist nyt frem fra Star Wars Jedi: Fallen Order.
Denne rapport indeholder masser af detaljer om Sonys planer for det næste års tid, dog skal du naturligvis tage det med et gran salt.