Aliens vs. Predator udelukkes

Australiens censurorgan igen på krigsstien
Tekst: Thomas Tanggaard
Publiceret 2009-12-04

Det skete for Fallout 3 og senest for Valves Left 4 Dead 2, men nu er det også sket for Segas kommende Aliens vs. Predator-spil. Det australske censurorgan, der maksimalt kan tildele et spil en aldersgrænse på 15+, har i deres udtalelse lagt vægt på, at spillet indeholder så store mængder unødig vold, at det ikke er muligt at godkende spillet til udgivelse i Australien. En talsmand for Classification Operations Board of Australia sagde følgende:

"Man kan på tæt hold opleve, hvordan forskellige mennesker udsættes for vold, her i blandt afhugningen af hovedet og lemmerne. Dertil kommer stor skader på både mund, hals, brystkasse og øjne. Hoveder kan drejes hele vejen rundt, så spilfigurens nakke knækker, og det er muligt at stikke øjnene ud på dem, så de kun har indsunkne, blodige huller tilbage."

Sega har allerede meldt ud, at man vil forsøge at appellere afgørelsen eller evt. ændre indholdet i spillet, men da Tyskland forleden også forbød salget af Aliens vs. Predator, valgte Sega her, ikke at ændre i spillet, da det, ifølge dem, ville ødelægge spiloplevelsen drastisk. Vi forventer at Sega beslutter sig for det samme i forhold til en udgivelse i Australien.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage