Det skete i de dage

Vi samler trådene
Tekst: Lee West
Publiceret 2010-01-04

Efter en hyggelig jul med masser af flade, firkantede pakker, er GR-redaktionen tilbage ved arbejdstastaturet. Som altid har spilbranchen ikke stået stille på trods af juleferien, og derfor er det på sin plads at fortælle, hvad du måske gik glip af i juleræsdagene.

I Japan var mange spilleres opmærksomhed rettet mod Final Fantasy XIII. Og trods et forrygende startsalg på over en million eksemplarer endte det japanske rollespil efter to ugers solidt salg med at blive overgået af Nintendos to mastodonter, i form af Links nye Spirit Tracks-eventyr og Marios Wii-eskapader. New Super Mario Bros opnåede således et salg på 506.000 spil, efterfulgt af The Legend of Zelda: Spirit Tracks med 291.000, mens Final Fantasy XIII rykkede 189.000 eksemplarer over disken i kapløbets trejde uge.

World of Warcraft tog endnu engang springet fra den virtuelle verden over til virkeligheden, da lovens lange arm fik uventet hjælp af Blizzard til at fange en efterlyst canadisk narkosælger. Angiveligt var det ikke kun stoffer, der fristede i den kriminelles hverdag, men også World of Warcraft. Politimanden Roberson fandt informationer der indikerede at den efterlyste brugte meget tid på et spil fyldt med "troldmænd og hekse", og da Roberson selv var ivrig spiller i Azeroth-universet, rettede han derfor henvendelse til Blizzard. Ganske rigtigt var den eftersøgte på listen over World Of Warcraft-spillere, og efter at have fået udleveret logoplysninger og IP-adresser var politiet istand til at finde frem til forbryderen og foretage en anholdelse. Epic loot.

Dyrevelfærdsorganisationen PETA (People for Ethical Treatment of Animals) kårede den mest dyrevenlige spilvinder i 2009: Sims 3. I 2008 modtog Fable II hæderen, selv med achievements for at sparke høns, men de mange vegetarretter vandt på trods af dette PETAs hjerte. Igen i år er det tofu, der har hevet sejren i hus, og Sims 3 roses for muligheden for at vælge "en livsstil uden kød samt efterfølgende leve et sundt og langt virtuelt liv". Vi klapper i hænderne og tørrer burgerdressingen af mundvigende: godt gået Sims 3.

På https://www.twoworlds2.com/en/screens.html kan man lege med animationer og se skærmbilleder fra den kommende efterfølger til det halvsølle rollespil Two Worlds. Udvikleren Reality Pump håber, at denne side kan afhjælpe de mange rygter, der har floreret på nettet om finpudsede og falske skærmbilleder. Det eneste vi er bekymrede for er spilbarheden, men nu ved vi da i det mindste, at grafikken ser hæderlig ud.

Electronic Arts mødte en del modvind da mange brugere oplevede at investere i juletilbuddet på Battlefield 1943 for efter købet at blive mødt af beskeden "This game Appears to be Unavailable, Please try again". Forrygende spil, god pris, men ærgeligt med de mange problemer der har plaget spillet i det sidste stykke tid.

Efter den hæderlige førstepersonsskyder Modern Combat: Sandstorm til iPhone, var Gameloft parat med endnu en skydeoplevelse. Denne gang i form af en futuristisk shooter der ved første øjekast let kunne forveksles med Halo. Den hedder dog N.O.V.A. og enhver lighed med Halo er naturligvis helt tilfældigt. Der er selvfølgelig ingen Warthogs og Master Chiefs, men til gengæld er deres tvillingefamilier rigt repræsenteret i actioneventyret. Med tretten kapitler, tre sværhedsgrader og mulighed for 4-spillere på en gang, kan man finde langt værre ting at kaste en laset halvtredser efter.

Og der var mere nyt til iPhone-ejerne: PopCaps forrygende tower defense-spil Plants Vs. Zombies fik endelig en udgivelsesdato kastet i nakken. I slutningen af Januar er det dermed tid til at begive sig ud i skoven af svampe, zombier og kvalmtsøde kattekillinger på den lille trykfølsomme telefon. Vi glæder os.

Zelda fik udover Spirit Tracks yderligere opmærksomhed, da et seks årt langt projekt endelig så sin afslutning. The Legend of Zelda Reochestrated er en herlig samling af genindspillede Zelda-numre for fuld orkesterskrue. Har du lyst til at høre de fortræffelige og nostalgiske numre er det bare at suse forbi https://www.zreomusic.com/ hvor de alle kan hentes, om ikke andet indtil Nintendo svinger copyright-øksen og lukker det uofficielle fan-projekt.

Det var lidt af julens nyheder, som vi ignorerede i kampen om at fortære årets juleænder og kaloriebomber. Vi glæder os til igen, at kunne holde jer opdateret med spilnyheder på daglig basis.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage