Nintendo er faktisk ikke så glade for at indsætte for mange mikrotransaktioner i mobilspil

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2019-08-31

Nintendo har efterhånden, i samarbejde med udvikleren DeNA, udgivet en række mobilspil, og de har næsten alle haft det til fælles, at der for alvor er skruet op for monetariseringen. De fleste har tidligere troet at det er Nintendos ønske, men åbenbart er det ikke helt sådan det hænger sammen.

Journalist Takashi Mochizuki fra The Wall Street Journal har udgivet en rapport igennem Newswire, hvor han forklarer at DeNA-studiets investorer har måtte slå fast overfor udviklerne bag disse mobilspil, at Nintendo "doesn't like the idea of players shelling out on in-game purchases and isn't interested in making lots of money".

Åbenbart er der en fælles forståelse blandt investorerne, at Nintendo faktisk ikke kan lide overdrevne mikrotransaktioner, og at DeNA i stedet skal forvente flere penge fra det kommende Pokémon Masters, da The Pokémon Company er "more willing" til at tjene mange penge igennem aggressiv monetarisering.

Det har dog ikke forhindret Nintendos mobilspil i at satse ret meget på aggressiv monetarisering alligevel, men måske er det ikke helt efter Nintendos eget ønske?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage