Blind gennemfører klassisk Zelda

Fik hjælp af online-venner
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2010-03-03

At gennemføre The Legend of Zelda: Ocarina of Time kan tage alt fra et par døgn til flere måneder, men det bliver noget sværere hvis man intet kan se. Men helt umuligt er det ikke. Den blinde canadier Jordan Verner har efter to års slid formået at gennemføre spillet med hjælp fra sine venner.

Verner sendte en besked ud på nettet om, at han havde brug for hjælp til at komme igennem spillet. Han fik kontakt med Roy Williams fra South Carolina, der sammen med nogle venner begyndte at skrive ned præcis hvad de gjorde i spillet - hvert enkelt hop, rul og sving med sværdet - og sendte det til Verner, som fik sin computer til at læse deres vejledning op for sig.

Projektet tog to år og over 100.000 skrevne tegn, men i sidste ende lykkedes det Verner at besejre Ganon og gennemføre Ocarina of Time.

"Det føles fantastisk. Jeg føler mig stærk. Det føles som om intet er umuligt", siger Verner til WIS News.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage