Steam officielt på vej til Mac

Sammen med Source-spil
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2010-03-09

Valve har nu officielt bekræftet hvad de mere end bare antydede i sidste uge: Steam er på vej til Mac, og lander i april måned. Men der er selvfølgelig ikke meget ide i Steam på Mac hvis der ikke er nogle spil til platformen, så ved samme lejlighed udsender Valve Mac-versioner af deres spil, herunder Left 4 Dead, Team Fortress 2, Portal og Half-Life-serien.

Samtidigt lanceres en ny funktion kaldet Steam Play. Den gør det kort sagt muligt at spille sine spil på tværs af platforme. Valve forklarer det selv sådan, at man kan spille sit spil på sin Windows-PC på arbejdet, og så fortsætte hvor man slap på sin Mac når man kommer hjem. Hvilke spil der understøtter Steam Play vides ikke endnu, ligesom vi heller ikke ved noget om hvor mange Steam-brugere spiller computer i arbejdstiden. Men det virker sandsynligt at i hvert fald Valves egne spil vil understøtte funktionen.

Steam Play betyder også at man ikke behøver købe Mac-versioner af de spil man allerede har købt til Windows, og den slags tiltag fortjener stor ros.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage