Tanken om et moderne remake af Final Fantasy VII er en fristende tanke. Den gamle PlayStation 1-klassiker var det første Final Fantasy-spil der blev udgivet i Europa, og var for mange fans det første møde med serien.
Siden da har diverse SquareEnix-folk snakket om at lave en nyfortolkning af spillet, og i 2006 fremviste selskabet endda en tech-demo, der viste hvordan spillet ville se ud hvis de lavede en PlayStation 3-version. Og nu lufter de ideen igen.
Instruktøren af Final Fantasy XIII, Motomu Toriyama, fortæller til spilsitet Siliconera, at han meget gerne ville lave et remake af Final Fantasy VII.
"Hvis vi havde folk og tid til at arbejde på sådan et projekt, hvis vi skulle genskabe Final Fantasy VII på samme niveau som Final Fantasy XIII, ville det være et enormt projekt", siger han. "Men hvis vi kan sætte folk af til det, er det et projekt jeg virkelig gerne vil være med til".